Året rundt på Munkebjerg

 

Året rundt på Munkebjerg Hotel

Året rundt på Munkebjerg Hotel

I kongeriget Danmark sætter vi umådeligt stor pris på en god frokost eller middag.

 

Munkebjerg Hotellets frokosttraditioner har rødder, der går helt tilbage til 1870’erne, da der blot lå en Schweitzerpavillon med panorama over fjorden og tunneldalens trætoppe.

 

Folk kom sejlende fra nær og fjern for at vandre i de stejle bakker, bestige kløfter og nyde en fridag langt væk fra byen. At indtage lækkerier fra de medbragte madkurve og få serveret ’te fra maskine’ rangerede højt på lokalbefolkningens liste over fortrukne fornøjelser.

Til dato holder vi stadig fast i det sociale samlingspunkt som frokosterne er for vores gæster.

 

I takt med at Schweitzerpavillonen blev forvandlet til et regulært badehotel udviklede den daværende ejer en række faste kulinariske traditioner på traktørstedet. Panorama restaurantens påske-, pinse- og julefrokoster fik hurtigt en næsten magisk tiltrækning på 1920’ernes og 1930’ernes smukke, rige og kendte gæster. Disse traditioner værner vi til stadighed om – ligesom vi har inviteret en stribe nye skikke med indenfor.

Gamle traditioner i ny indpakning

Det er blevet en tradition, at vi byder kærlighedsfolket velkommen til en ganske særlig aften, når kalenderen skriver den 14. februar og dermed Valentinsdag.

Påskefrokosten og pinsebrunch er dejlige traditioner, vi værner om. Påskedagene byder, for de fleste danskere, på familie sammenkomster, hvor dagene er afsat til hyggelige frokoster. På samme måde opfordrer vores hyggelige pinsebrunch til afslappet sammenkomst mellem venner eller familie.

Mors dag kom til landet i 1929 og hvert år den anden søndag i maj fejrer vi en masse herlige mødre med en overdådig kagebuffet og spandevis af kaffe.

 

Hvide huer i det grønne

Når årets studenter springer ud fejrer vi de unge menneskers store dag med en lækker studenter festmenu, inden de skal videre ud i den store verden. De flotte resultater kan også fejres med en afslappet frokost i selskab af en håndfuld gæster.

 

Vi elsker vores smukke land. Og mest ved midsommer, hvor alt er liv, frugtbarhed, blomstring og de lyse nætter. Sankt hans aften er en af vores ældste traditioner, og fra panorama restauranten kan de flydende bål på Vejle Fjord ses, mens konditorens berømte Othellolagkage nydes.

 

Med efterårets og kuldens indtog kommer også mortensaften, hvor den sprøde and er dét, alle glæder sig til at samles om. Vores kokke kombinerer traditionens opskrifter med gastronomisk nytænkning, hvilket også er sigende for vores overdådige julefrokost, hvor hele hotellet er smagfuldt pyntet op med juletræer, lys og flettede hjerter.

 

Nytårsaften fejres altid med et brag af en fest og fri adgang til kasinoet. Efter nogle få timers søvn, er det tid til nytårsmorgen at stå op og indtage en stor champagnebrunch med et stort udvalg af varme og kolde delikatesser. Forude venter et spændende nyt år. 

 


 

Året rundt på Munkebjerg

Året rundt på Munkebjerg